Hospice Sjælland er en selvejende institution, som har driftsaftale med Region Sjælland.
Vi blev som det første hospice i regionen indviet i 2006, og har i dag plads til 16 patienter, der er alvorligt syge med et kort livsperspektiv.
På hospice er der fokus på det, der gør livet værd at leve – selvom der kun er kort tid igen.
Det vigtigste for den lindrende behandling og pleje, som vi tilbyder, er patientens egne oplevelser og ønsker. Patienter og pårørende ses som et hele, og vores opgave er derfor også at tilbyde trygge rammer til sygdomsramte familier under patientens indlæggelse her hos os.
Hospice Sjælland er samtidig en specialiseret behandlingsenhed, som arbejder i henhold til Sundhedsstyrelsens anbefalede behandling af patienter med livstruende sygdomme.
Under indlæggelsen på hospice vil du møde lægen, sygeplejersken, fysioterapeuten, socialrådgiveren, hospicepræsten, harpeterapeuten, sekretæren, pedelen, rengøringsassistenten, frivilligkoordinatoren og de frivillige, der i tæt samarbejde søger at lindre det, der plager den enkelte – af fysisk, psykisk, social og/eller eksistentiel/åndelig karakter.