Sygeplejerske på hospice
Når uhelbredeligt syge mennesker flytter ind på hospice medbringer de et helt liv.
Til forskel fra en indlæggelse på de fleste sygehusafdelinger, hvor samspillet mellem patient og personale oftest drejer sig om en specifik sygdom og hvad der deraf følger, vil interaktionen mellem den døende og personalet på hospice oftest IKKE dreje sig ret meget om den specifikke sygdom, men mere om symptombehandling og ikke mindst om det menneske og det liv, der er og har været.
Udgangspunkt i det enkelte menneske
Sygeplejen på hospice tilstræber at tage udgangspunkt i det enkelte menneskes hele liv.
Grundlaget for at udøve sygepleje på hospice er, som professor i filosofi Steen Wackerhausen beskriver, at forsøge at suspendere egen kulturspecifikke måde at være på, hvilket fordrer at man sætter sig selv på spil, at man lader patientens eller den pårørendes ord, handlinger, ansigtsudtryk osv. danne et oplevelsesmæssigt ekko i én selv. Man skal forsøge at “lade sig mætte” med den andens værdier.
Hvis man som sygeplejerske formår at møde patienten og de pårørende på denne åbne måde, er det muligt at hjælpe patienten langt hen ad vejen, og gøre det ud fra hvad der er livskvalitet for den enkelte.
Sygeplejen på hospice
På hospice er der ofte tale om sygepleje i et felt med komplekse problemstillinger. Mange har udfordringer både fysisk, psykisk, socialt og eksistentielt, hvilket kræver en bred erfaring og specifik palliativ viden.
Sygeplejeopgaverne er således mangeartet; de spænder fra den vigtige grundlæggende sygepleje til pasning af tracheostomi, colo- og ileostomi og epiduralkateter, blodprøvetagning,vanskelig medicinsk behandling, samtaler om døden og måske komplicerede familieforhold.
De pårørende på hospice
Samarbejde med pårørende er en stor del af sygeplejen på hospice. De pårørende skal føle sig set og velkomne i huset. At have en uhelbredeligt syg og døende i sin midte, har betydning for alle, som er tæt på den syge.
Den oplevelse de pårørende får på hospice, vil de kunne huske resten af deres liv. At føle sig set og at der er plads til sorgens følelser gør, at tillid og tryghed bliver fundament for den tid, der er behov for hospice.
De fysiske rammer indbyder til ro og nærvær, og der er tid til samtale og fordybelse.