Afskeden på hospice

Når tiden er ved at rinde ud, kan du og dine pårørende ønske at alle skal være samlet om dødslejet. Man kan få hjælp hos personalet til at ringe til dem, man savner at have hos sig.

Særlige ønsker

Man kan på forhånd have aftalt, hvem man gerne vil have skal være hos én, når det er ved at være tid til det sidste farvel.

Måske sætter man pris på noget særligt musik, som man gerne vil have skal følge én de sidste timer; måske vil man have levende lys tændt. Også disse ønsker kan man bede personalet om at huske og tage sig af.

Når døden er indtrådt

Når man er død, sørger sygeplejersken for at man bliver lagt ren og pæn på sengen, måske med en enkelt blomst i hænderne eller en tegning eller et billede. Måske er der noget særligt tøj, man helst vil have på; det er godt at have det i skabet her, så omsorgen for det hele kan blive udført på én gang og der derefter er fred omkring en.

Nogle familier ønsker at tilbringe de allersidste timer sammen alene, mens de gerne vil have at flere får besked, når døden er indtruffet. Man kan aftale med personalet, at de skal ringe til udvalgte, som man ønsker skal vide besked.

Det er muligt at holde en lille samling om sengen inden ens kære lægges i kiste. Man kan få hjælp af personalet til at finde en lille sang, et digt eller en bøn, som man måske kunne tænke sig at sige farvel med. En sygeplejerske eller præsten, hvis hun er i huset, kan også være behjælpelig ved at deltage i denne sidste stund.

Begravelsen

Nogle af os er glade for selv at have aftalt hvordan og hvor vores begravelse skal være. Andre lader det være op til familien. Aftal gerne med en af dine sygeplejersker, hvis noget er særligt vigtigt for dig.

Afskeden fra Hospice Sjælland

Har du og dine pårørende ikke aftalt nærmere, har vi i på hospice nogle retningslinjer, vi så følger:

Vi tænder et lys på værelset, men ikke musik. Vi vælger en ren natdragt eller andet behageligt tøj fra skabet. Vi står til rådighed, hvis familien ønsker hjælp til en lille højtidelig samling om den afdøde til aller sidst.

I dagligstuen kan man få sat et mindeord i ramme på bogreolen ved døren – navn og mindeord, efter eget ønske. Vi tænder et bloklys ved siden af. Ønsker man det, kan man få forslag til mindeord/digte/vers udleveret af sygeplejersken.

Ønsker man ikke en ramme sat op, nøjes vi med at tænde lyset og sætte det frem. Dette er af hensyn til personalet: når vi møder ind, interesserer vi os for hvem vi måske har måttet sige farvel til siden sidst.

Udsyngning

Er en lille ceremoni, hvor de efterladte afslutter tiden her og takker deres kære ved at synge en salme, læse et vers eller andet evt. med deltagelse af personale og hjælp fra en bedemand. Du kan tale med sygeplejersken og/eller præsten om mulighederne.

​Omsorg og nærvær

Få mere information her

​Lindrende behandling og pleje

Lær os bedre at kende

Vil du besøge os?

Hvis du vil besøge os er du velkommen, men ring i forvejen så vi kan tage ordentligt imod dig.

Har du spørgsmål eller
​ønsker du at høre nærmere?

Find vores kontaktoplysninger herunder.

Hospice Sjælland Den Selvejende Institution

Tønsbergvej 61, 4000 Roskilde

Klik her for rutevejledning

CVR: 28944381

Kontaktoplysninger

Telefon: 46 76 29 29

E-mail: info@hosj.dk

Vi hører gerne fra dig.

Vigtig info

Hospice Sjælland kan kontaktes døgnet døgnet rundt.

Hvis du vil besøge os er du velkommen, men ring i forvejen så vi kan tage ordentligt imod dig.